Når regnen regner.

Jeg er simpelthen så glad lige nu. Jeg har lige taget et bad og fået noget tørt tøj på efter en eftermiddag i Cancha'en (en indhegnet fodboldbane af cement). Efter frokost tog jeg 12 mediumdrenge over i Cancha'en for at spille fodbold, og efter en halv time begyndte regnen at sile ned (noget der ikke sker særlig ofte på den her tid af året). Da fodboldbanen er lavet af cement, var banen pludselig glat som is, og vi skøjtede rundt alle sammen. Men vi fortsatte med at spille i 2 timer, og jeg ville ønske at jeg kunne demonstrere drengenes glæde for jer på billeder. De smed alle sammen skoene, faldt oven i hinanden og skøjtede mere rundt end de spillede fodbold, og jeg har endnu ikke grint så meget, som jeg gjorde den her eftermiddag. Da vi gik tilbage til gården var alle fuldstændig gennemblødte, men de grinte og snakkede og snakkede om, hvor sjovt vi havde haft det... Jeg er imponeret over hvor meget de her børn kan fylde mig med glæde! Alle de smil og grin, jeg har set i de her timer, vil jeg gemme indeni.

Til volontørmødet for nogle dage siden fik vi af vide, at vi fra nu af vil blive sat på et bestemt hus, som vi skal bruge størstedelen af vores tid sammen med. For os piger betød det enten toddlerhuset (0-4 år), de små piger, mediumpigerne eller de store piger. Husene er meget forskellige og kræver meget forskellige ting af en, så jeg var utrolig spændt på, hvad jeg blev sat på. Vi fik at vide, at både mig og Louise er blevet sat på mediumpigernes hus, hvilket betyder, at det er de piger, vi skal have morgencirkel med (sang og andagt kl 7, efter jeg har gået med medicin til drengene), spise med i løbet af dagen og lave så mange aktiviteter for, som vi kan. Jeg er rigtig spændt på og glad for at blive sat på det her hus og glæder mig til at jeg kan få et fodboldhold op at stå for de her piger. Selvom de ikke altid er helt lige så nemme at have med at gøre som drengene ;) , så nyder jeg at være sammen med dem og er ikke i tvivl om, at jeg vil lære utrolig meget af det!

Louise og jeg har lige været i Tegucigalpa og overnatte for at forny vores visum, og jeg vil egentlig bare lige nævne det for at fortælle, hvor meget Gud bærer os igennem alle de ting vi skal, og hvor meget jeg føler hans nærvær, når vi bevæger os ud på usikker grund. Som jeg har skrevet, betragter jeg ham lidt som en tourguide, der ikke altid rigtig informerer mig om, hvad der skal ske, men har alting planlagt og tilrettelagt ned til mindste detalje. Selvom vi ikke selv vidste, hvor hverken immigrationskontoret eller det hotel, vi skulle overnatte på, lå henne, formåede taxichaufførerne at finde det, og hvis jeg ikke tager meget fejl, havde han også plantet en af sine engle på kontoret for at hjælpe os med det hele. Da visumet var i orden, spurgte hun om vi ikke kunne blive venner på facebook, så hun kunne høre mere om, hvordan det gik os. Man må sige han sørger for os.. Selv mens vi kørte afsted i fuld fart i "chicken-bussen" henad de ødelagte veje mod tegus, følte jeg, at Gud fyldte mig med en ro og en sikkerhed omkring, at han var lige ved mig og havde alting under kontrol.

Vores internet er desværre blevet lukket her på Emmanuel, så fremover vil min adgang til internettet være ret begrænset, men I skal alle sammen være velkomne til at ringe til min honduranske tlf på nummeret +504 97 80 11 75.


Jeg vil lige slutte med et opmuntrende billede, der blev givet i et vidnesbyrd i sidste uge. Lydia (Mammi) fortalte om, hvordan hun var kommet til at tænke på, hvor mørk nattehimlen uden stjerner ville være. Men med stjernerne er det et utrolig smukt syn. Og jo flere stjerner der er, jo smukkere er det.
Der er en så stor mening med vores tilstedeværelse her i "mørket", og jo mere vi lyser jo smukkere er det.

Intet nyt er godt nyt...

...havde jeg tænkt mig at skrive som overskrift til det her indlæg. Som I kan se, valgte jeg faktisk også at gøre det;) For på trods af at de sidste dage har været lidt hårde, har jeg det nemlig rigtig godt! Der er sket så mange ting, siden sidst jeg skrev, og jeg vil prøve at få nogle af dem skrevet ned nu, så godt jeg kan.
Jeg kan måske starte med at sige: Glædelig jul og godt nytår:) Det har det i hvert fald været for mig. Det har måske ikke været så meget "jul", men det har været utrolig glædeligt. Dagene op til jul tilbragte vi (volontørerne på Emmanuel) i kirken, hvor vi fordelte alle gaverne ud på bænkene i kirken for at sikre os, at hvert barn havde mindst 2 gaver. Her må man sige, at "God provided". Et udtryk, jeg har hørt mange gange, siden jeg tog afsted. Mange af børnene havde mere end 2 gaver, som var sendt fra sponsorer og andre folk, der har tilknytning til Emmanuel, og flere forskellige kirker havde sendt containerer fyldt med gaver uden navn, til de børn der endnu ikke har sponsorere. Det betød, at vi kunne lægge alle gaverne tilbage under det kæmpe juletræ, det stod pyntet i kirken, forsikrede om, at ingen børn, selv ikke de helt nye, ville sidde uden gaver juleaften. Det var stort! Og ikke nok med, at der blev sørget for gaver, der kom også et team fra USA, der lavede julemiddag til hver og en, der befandt sig på Emmanuel den dag. Både børn, volontører, staff og besøgende samledes udenfor, før vi gik i kirken, og spiste sammen. Tænk at det kan lade sig gøre.
Da alle så var sat godt til rette i kirken, begyndte volontørerne at dele gaverne ud. Efter to timer kunne vi tørre sveden af panden og se ud over næsten 500 børn med gaver foran sig. Derefter talte "Pappi" ned fra 3 og så måtte børnene åbne deres gaver. Gavepapir fløj rundt i kirkesalen, og jeg kunne ikke lade være med at smile. Et helt særligt øjeblik:)

Når jeg sidder her og tænker på alle de ting, der er sket indtil videre, føler jeg, at jeg har været væk i utrolig lang tid, men samtidig flyver dagene bare afsted. En af de ting, der er sket i løbet af de seneste par uger, er, at jeg har fået som fast opgave at gå med medicin til drengene hver morgen 6.30 og hver "aften" (de spiser aftensmad kl halv 4). Det er en utrolig dejlig måde at starte og "slutte" dagen på! Der er bare noget ved de her børn, der gør, at jeg står glad op om morgenen og glæder mig til at se, hvad dagen byder på. Når jeg kigger rundt her i værelset og ser alle de forskellige tegninger og hilsner jeg har fået, kan jeg ikke andet end at smile. Deres hjerter er bare så gode og når jeg får kommentarer som fx en lille 6-årig gut sagde til mig i dag: "hey Sarah, du er min ven for altid", så får jeg lyst til aldrig at forlade det her sted.

Nu kommer så den oplevelse, der næsten fik mig til at ændre overskrift. De sidste par dage har jeg nemlig været rigtig syg. Det er desværre svært at undgå hernede. Natten til tirsdag (som jeg skulle tilbringe i klinikken) gik det bare helt galt for mine ører, og jeg fik ikke lukket et øje. Tirsdag morgen kom der pludselig blod ud af det ene øre, og det betød, at jeg fik lov til at opleve hospitalet i Guiamaca. Jeg var sammen med en anden volontør, der står for klinikken her på Emmanuel og så en lille 2 årig pige med bronkitis og en 13 årig dreng med en hævet nakkemuskel. I de tre timer vi tilbragte der, blev jeg igen mindet om livet udenfor Emmanuel. Jeg blev mindet om, hvor børnene kommer fra og hvilke vilkår mange har levet under. Og selvom det var hårdt at se, hvordan forældrene var over for deres børn, og på trods af alt den gråd, der var omkring mig, satte jeg pris på at jeg fik den oplevelse med, og jeg følte, at jeg blev mindet om, at jeg er det rigtige sted.
Så vidt jeg kunne forstå ud fra de spanske lægetermer, så har jeg fået en slem infektion i begge ører, værst i det ene, og har derfor fået en masse medicin, som jeg skal tage i den kommende uge. Så jeg skal nok overleve:)
　
Jeg vil prøve at skrive oftere fremover og måske lidt mere konkret, så I kan få et større indblik i, hvad der foregår omkring os i dagligdagen. Men indtil videre er intet nyt i hvert fald godt nyt. Jeg føler mig fyldt med glæde og livsbekræftende oplevelser. Hver dag. Som en, der lige har været på besøg på Emmanuel, skrev til mig: Jeg har det bedste job, man kunne tænke sig, flere måneder endnu.." :)

Jeg ville ønske, at jeg kunne sætte billeder her ind på bloggen, men det virker desværre ikke. Så hvis nogen af jer kunne tænke jer nogle billeder, så må I bare sende mig en mail, så sender jeg lidt farverigt tilbage:)
Jeg savner jer allesammen meget, og har specielt savnet jer her i julen, og sætter utrolig stor pris på jeres tanker og bønner. TAK!
　

　

Final destination...

Det går op for mig, mens jeg sidder her i min overkøje og lytter til cikaderne uden for, at jeg ikke ved, hvordan i alverden jeg skal beskrive de sidste par uger. Men jeg må hellere huske mit motto og tage det et skridt af gangen:) Så. Først til rejsen:

Louise beskrev det faktisk meget godt, da vi gik ind af porten til Emmanuel slæbende på al vores bagage (i god behold): "Okay. Der er en Gud!" Man siger jo noget med, at tak er et fattigt ord, men det er desværre, hvad jeg kan gøre lige nu. TAK for forbøn og til alle jer der har tænkt på os!! Når jeg tænker tilbage på turen nu, er det endnu tydeligere for mig, hvordan Gud bevarede os gennem hvert skridt på vores vej.
Vi blev kørt fra Antigua til hovedstaden som planlagt kl 3.15, og efter to busskift og et stop ved grænsen ankom vi til Tegucigalpa omkring kl. halv 8 om aftenen. Bussen kunne dog ikke køre til vores hotel, og vi endte derfor med at skulle tage en taxi. Taxichaufføren vidste sig dog at være meget venlig og tilbød at komme og hente os næste morgen og tage os til busterminalen. Busterminalen (som vi blev enige om lignede et marked) var et kapitel for sig, og da vi blev sat af der, sad mit hjerte en del tættere på halsen, end det plejer. Vi havde fået at vide, at denne bus til Guaimaca kørte enten 1 gang i timen eller hver anden time, så vi havde simpelthen bare valgt et tilfældigt tidspunkt at dukke op på. Det viste sig dog, da vi fik vores små billetter stukket i hånden, at bussen gik blot 5 minutter efter, og vi kunne derfor stille os direkte ud i køen og træde ind i bussen kort tid efter. Tak Gud for det. Vi har senere fundet ud af, at denne bus går under navnet "chicken-bussen", og at de fleste volontører har lejet en privatbus for at undgå den, men det var nok fint, at vi ikke vidste det på det tidspunkt. Det var faktisk kun pga. at Louise kom til at sidde ved siden af en honduraner, der kunne ualmindelig godt engelsk, at vi kunne stå af bussen på det rigtige tidspunkt efter 2 timers kørsel. Jeg prøvede at spørge en mand (på spansk), hvornår vi skulle stå af, men da jeg fik svaret "2", måtte jeg indse, at mit ordvalg nok ikke var helt korrekt;) Men med hjælp fra oven, kunne vi endelig stå ind i en taxi og sige, at vi skulle til Emmanuel. Og det kom vi. Svedige og udmattede ankom vi til porten, og kort tid efter gik vi afsted op gennem området mod vores nye hjem...

Nu bliver det svært. Der er sket så mange ting, og jeg er fyldt op med indtryk og forskellige følelser, som jeg har svært ved at beskrive, hvilket er grunden til, at det har taget så lang tid, før jeg har fået skrevet herinde. Fra vi trådte ind på området, blev vi mødt med så meget kærlighed og glæde, og børnene har taget imod os med mere end åbne arme. Jeg tror, at jeg vil holde mig lidt til "the facts", da det andet kan blive alt for rodet og følelsesladet. Så. Vi er i øjeblikket 16 piger i volontørhuseet. 6 piger fra Danmark og resten kommer fra forskellige steder i USA. Vi kommer dog til at lappe lidt over de forskellige hold, da alle pigerne her rejser i løbet af december og januar, og så kommer der et nyt hold efter det. Men jeg glæder mig over, at vi for lov til at holde jul med alle disse glade og dejlige piger, for ikke at glemme alle børnene. Det skal nok blive en oplevelse, jeg sent vil glemme:)

Så kan jeg fortælle lidt om, hvad jeg har lavet siden, jeg kom til Emmanuel. Meget af tiden er faktisk gået med at lære stedet og børnene at kende. Jeg har brugt meget tid sammen med de små og mediumdrengene, der har gård ved siden af volontørhuset. De er utrolig dejlige at være sammen med, og så længe man har en fodbold med sig, kan man komme langt uden at skulle rode sig ud i for meget spansk volapyk. Derudover har jeg været et par dage sammen med de helt små, der bliver kaldt "toddlerne", og derved allerede fået rykket mine grænser en smule;) Udover at vi skal have nogle aftenvagter i toddlerhuset, synge med i koret og have et par timer om dagen i klinikken, hvor man passer dem, der bliver nødt til at overnatte der af forskellige årsager, har vi fået den opgave at tage os af de søskendegrupper, der er på Emmanuel. Det betyder, at vi skal samle de forskellige grupper og lave en eller anden aktivitet med dem. Det kunne fx være at tage dem en tur til farmen, til butikken, hen til det kreative hus osv. I det store hele handler det om at samle dem og give dem mulighed for at bruge tid sammen, hvor det bare er dem. Vi har haft 2 grupper ude, og det har været nogle rigtig gode og tankevækkende oplevelser. Men samtidig noget jeg håber, at jeg vil blive bedre til, når sprogbarrieren bliver mindre og jeg føler mig tryg omkring, hvad jeg kan snakke med dem om. I dag har jeg fået skrevet alle grupperne ned, og så er meningen at vi skal tage et billede af søskendegruppen, når vi er sammen med dem, og derved forhåbentlig ende med at alle søskendegrupperne (lige nu har vi skrevet 95 ned...) står i søskendebogen med et billede til. Et projekt som jeg er rigtig spændt på og glad for at få lov til at være med til!

Hvis jeg skal blive en smule sentimental, så kan jeg til sidst fortælle om oplevelsen af at være med i kirke søndag morgen. Det er noget, jeg ville ønske, at I alle sammen ville kunne opleve! Lovsangen tog benene fuldstændig væk under mig... De første par sange til gudstjenesten var på engelsk, men da den første spanske sang kom, blev jeg på en måde både overrasket og ekstremt overvældet af kraften i børnenes stemmer. Jeg stod pludselig med øjne fyldt med tårer, mens jeg bare lyttede til deres sang og så deres løftede hænder. Et rigtig specielt øjeblik.

Jeg kan forsikre jer om, at her er helt fantastisk, og jeg glæder mig virkelig meget til, at jeg falder rigtig til og lærer børnene at kende. De giver mig allerede utrolig meget glæde, og som jeg sidder her og kigger på det knyttede armbånd om mit håndled og det trebenede næsehorn (som jeg har fået af en 6 årig charmetrold, der insisterede...) på mit natbord, kan jeg ikke lade være med at smile og takke Gud for, at jeg får lov til at opleve det her.
　

Jeg savner jer alle sammen og håber I har det rigtig godt i det kolde nord!
Glædelig 2. søndag i advent:)

Hvad ville du gøre, hvis du havde en dag tilbage?

Jeg tror, jeg ville.... Det har faktisk været en rigtig underlig dag i dag. Vi har gået rundt i gaderne, fra farmacia til banken, til supermercado, til vaskeriet osv. Alt sammen for sidste gang. Vi har sagt farvel til vores fantastiske to lærerinder og de forskellige mennesker, vi har lært en smule at kende i løbet af de sidste tre uger. Selv vores ven fra gaden, der af en eller anden grund, uden nogensinde at have gået i skole, kan tale (meget gebrokkent) dansk, fransk, tysk, engelsk, selv en smule svensk (og vidst 4 sætninger på kinesisk... og russisk), har vi haft en sidste samtale med i dag. Hvor er det underligt. De to kærlige og ekstremt varme kvinder, der har undervist os i løbet af de uger, vi har været her, var faktisk rigtig svære at sige farvel til. Hvor er jeg kommet til at holde af dem og deres fantastiske smil og inspirerende personligheder. Dem kommer jeg til at savne.
Men nu er der altså 6 timer til vi rejser afsted ud i nattens mulm og mørke, i stor tiltro til at Gud vil bevare os på den tur, der ligger foran os. Men inden jeg sætter sidste punktum for Antigua, vil jeg fortælle lidt om, hvordan det går, når Sarah er alene ude på eventyr....
　
Om det var "Mono Loco" (en fantastisk restaurant, der laver de lækreste nachos) eller bare ren og skær sygdom, har Louise måtte ligge sig syg i de sidste tre dage. "Gracias a Dios" (det mest brugte udtryk i Guatemala) er hun blevet frisk igen til den lange rejse. Men, det har altså betydet, at jeg har måtte ligge frygten lidt på hylden og bevæge mig ud på nye territorier på egen fod... og det har ikke gået stille for sig. Da jeg den ene aften skulle ud og finde mig noget aftensmad, fik jeg selskab af en lille gut, der ikke havde tænkt sig at give op, for jeg havde givet ham, hvad jeg havde på mig. Der er utrolig mange børn som ham rundt i gaderne, og de vil allesammen gøre, hvad de kan, for at få fat i nogle sedler. Efter ti minutter med ham i hælene, og i lommerne, stoppede jeg op og fik fortalt ham, at nu var det slut. Noget jeg normalt ikke er specielt god til. Men noget der simpelthen er nødvendigt herovre, når der er så mange mennesker, der ud af desperation, vil gå langt for at få hostet noget op af dine lommer.
Det mærkede jeg igen på egen krop, da jeg søndag aften var nede på det store marked, på udkig efter nogle specifikke dvd'er. Prisen på filmene er absurd lav, og det siger sig selv, at det hele nok ikke er i lige god kvalitet. Men jeg ender i hvert fald et stykke inde på markedet hos to unge fyre, der meget ivrigt hjælper mig med at finde de film, jeg søger (på trods af, at jeg ikke kunne titlerne på spansk, og at titlerne på engelsk ikke sagde dem et kuk). Utrolig nok ender de med at finde de film, jeg leder efter, efter at jeg har givet dem nogle sikkert ret underholdende resuméer på spansk. Først da jeg står med alle filmene i hånden, og beder om at se en af dem på den dvdafspiller, de har stående, forsvinder smilet fra deres ansigter. Jeg må give de to drenge nogle credit, for de gjorde i hvert fald, hvad de kunne. Men da jeg bad dem om at vise den film, jeg lige havde bedt om at se, og ikke den anden film de havde puttet i i stedet, viste sig at den på ingen måde fungerede. Heller ikke den næste jeg gav dem, eller den næste igen. På trods af deres gode service måtte jeg forlade deres lille butik uden mine film, men med endnu en oplevelse på bagen.

Til sidst inden jeg lukker ned, må jeg fortælle om min dag i Guate (som er deres slang-udtryk for Guatemala City). Min ene lærer havde inviteret os derind til frokost med hendes familie, men da Louise lå i sengen, var det bare mig... og familien. En ting, jeg har lært under mit ophold, er, at man ikke skal regne med noget herovre, før det er sket. Og sådan er det bare. Hvor har der været mange planer, tidspunkter og aftaler, der ikke er blevet til noget i sidste ende. Og sådan var det også denne morgen. Jeg stod op og var klar 9.30 til at tage bussen til hovedstaden, men min lærer dukkede ikke op. Jeg prøvede at ringe og spørge efter hende rundt omkring, men ingen lyd fra hende. Klokken 10.30 får jeg fat i hendes søn, der fortæller at han kommer og henter mig i sin bil. Jeg fik egentlig ikke helt forklaret hvorfor, men hvad gør det. Jeg ankom i hvert fald til Guatemala City, og blev præsenteret for hele familien. Eller det vil sige, jeg fik ikke noget egentligt overblik over, hvor mange der var, og hvordan de hang sammen. Rundt om hvert hjørne dukkede nye ansigter op, og jeg måtte bare opgive at få det store overblik over forsamlingen. En ting er sikker, det var en utrolig dejlig tid, jeg havde sammen med den store og varme familie. Jeg fik kys på kinden, blev strøget over håret, krammet og udspurgt på kryds og tværs, på alle sprog de lige kunne komme i tanke om. Der var konstant larm, grin og snak og samtidig med, at jeg sad og følte mig lidt fremmed, nød jeg at kunne få lov til at være i selskab med en stor og glad familie. Vi kom desværre ikke i kirke den dag, fordi klokken pludselig var for mange, men det overraskede mig ikke:) Da maden kom ind på bordet i en kæmpe gryde, sad den ene onkel og byggede pyramide af skålene, sammen med to af drengene, samtidig med at svigersønnen prøvede at finde ud af, hvem der manglede skeer, og farmoren rakte hånden i vejret. Kun da der blev bedt bordbøn var alle helt stille og derefter brød larmen løs igen. Måltidet blev nydt med hillsong i baggrunden og legende børn under bordet og på skødet. Og under desserten samlede alle sig rundt om bordet, og så var der gæt og grimasser. Det stod på i flere timer, med få afbrydelser da bedstefar fx pludselig skulle ud på gulvet og lave en sketch, eller da de alle sammen pludselig ville have mig ud på gulvet og danse salsa. Da jeg kom hjem til Antigua og lagde mig på sengen, kørte det hele rundt for mig. Jeg var helt udkørt, men samtidig fyldt med glæde over al den varme og kærlighed de havde vist mig. Jeg fik mange lange kram, da jeg tog afsted, og hver og en fik ønsket Guds velsignelse over os og vores rejse. Jeg har svært ved at forestille mig, at jeg på nogen måde kan glemme min dag i Guate.

Det var så min sidste tid i Antigua. Det er med en smule nervøsitet at jeg nu lyner tasken og slukker lyset, og venter på at Louises alarm ringer 2.45. Jeg har lige genlæst et vers, jeg blev mindet om her den anden dag, og det vil jeg dele med jer, inden jeg endnu engang folder hændere og snakker lidt med min "tour guide"...

"Jeg har jo indsat dig; vær modig og stærk! Nær ikke rædsel, og lad dig ikke skræmme, for Herren din Gud er med dig overalt, hvor du går." Jos 1:9.

Encouragement for life...

... er titlen på en lille bog af Charles R. Swindoll, som jeg købte i går for blot 35 Q i en lille butik gemt på en af sidegaderne her i Antigua. Blandt de mange små citater og opmuntrende ord, står der: "Every journey is accomplished one step at at time." Jeg tror, det vil blive et slags motto for mig på denne tur. Det bliver et halvt år fyldt med glæde, savn, berigende oplevelser og udfordringer, og jeg må simpelthen bare tage det hele med - et skridt af gangen.

Vi har nu blot en uges undervisning tilbage og på trods af alt det, jeg har lært indtil videre, snakker jeg desværre ikke flydende spansk endnu. Det kan være, det hjælper lidt på det hele, når jeg får lært datid i morgen:) Det er dog rigtig rart at mærke, hvordan mit ordforråd langsomt begynder at få samlet sig til sætninger og endda noget, man kan kalde samtaler. Men der er lang vej endnu. Så sent som i dag kom jeg til at forveksle et uregelmæssigt verbum med et ord, der vidst kun bruges om noget, der foregår på toilettet. Man kan vel ikke ramme plet hver gang;)

Nu er vores billetter til Honduras også på plads. Vi var i dag længere nede ad gaden hos "Hedman Alas" og bestille billetterne til Tegucigalpa, kun med en smule besvær, da hans computer ikke var helt samarbejdsvillig. Da computeren blev genstartet fik vi printet billetterne, der viser, at vi bliver hentet kl. 3.15 om morgenen onsdag d 24. november. For de 477 quetzales kan vi så se frem til en ca 14 timer lang bustur, og så skulle vi være fremme i hovedstaden. Dagen efter går turen videre til børnehjemmet, men det tager vi til den tid:) Al forbøn omkring denne tur til Honduras er utrolig velkommen. Jeg sætter stor pris på det! Og som min lille 35 quetzales bog mindede mig om, står der i salme 31.14-15: I trust in you, o Lord.... My times are in Your hands. Det gør jeg.

Jeg må hellere, for god ordens skyld, fortælle, at vi faktisk ikke er flyttet alligevel. Da taskerne var pakket og spændt på ryggen, fik vi tilbuddet om at blive her, på trods af at vores værtinde ikke kunne holde os med selvskab. Og, som min søster nævnte inden jeg tog afsted, så søger vi mennesker tryghed, hvorend vi er. Så vi valgte at blive her, hvor der både er mere sikkert, og vi så småt var begyndt at føle os "hjemme". Sådan fungerer man altså også på den anden side af kloden:) Jeg har det i hvert fald rigtig godt her og er utrolig glad for vores to lærerinder. Det var også endnu en fantastisk oplevelse at være i Iglesia del Camino igen i går og suge til sig af den glæde og gejst der fylder rummet. Emnet var "tilgivelse" og på trods af, at det denne gang var en spansk tale, der blev oversat til engelsk, kom budskabet klart ud, og det var en rigtig dejlig tid, midt i vores kamp om at lære spansk i et utrolig fremmed land.

Det er ikke nemt at være afsted, men jeg er ikke i tvivl om, at jeg er et rigtig godt sted, og der venter mig noget helt specielt. Så på trods af, at jeg ikke altid helt forstår, hvad der foregår omkring mig, at jeg pt sidder og lugter af en olie en ivrig sælger har svøbt min højre arm i, og at jeg pludselig snakker om toiletbesøg midt i bøjningen af de spanske verber, så må jeg følge med, fatte mod og tage hver dag, et skridt af gangen.

Lo siento.

Jeg beklager meget, men jeg kan simpelthen ikke få lov til at uploade mine billeder herinde på bloggen. Jeg vil prøve at finde ud af det, men ellers må jeg henvise til min facebook, hvor jeg har lagt mine billeder ind:)
Beklager til jer, der ikke er på facebook, endnu;) Jeg må se, hvad jeg kan gøre.

Alegrense!

Så er der gået 7 dage, siden vi lettede fra dansk jord. 7 dage, der har været så fascinerende og anderledes, at dagene i Danmark føles meget langt væk.
Når vi går rundt i gaderne i Antigua eller sidder i parken betragter jeg det guatemalanske folk og prøver at fange kulturen på billeder. Det er som om, at de på en gang er utrolig glade, afslappede og samtidig desperate. Desperate efter at sælge, efter at finde kunder, efter at få mad. Jeg kan føle mig helt frustreret over, hvor svært det er at beskrive, det jeg ser.

I går (søndag) gik vi efter morgenmaden mod Iglesia del Camino. Udefra ser man blot skiltet "Café Camino", men går man igennem det lokale, vil man finde legerum, toiletter, en masse forskellige små rum til kontor osv,, og til sidst en stor kirkesal, der indeholder stole, instrumenter, og langt mere end jeg havde forestillet mig. Det er svært at beskrive de timer, vi brugte i den sal. Der går omkring 200 mennesker i kirken. Mennesker, der er forskellige på så mange måder. Der var en del fra USA, der var folk fra Guatemala, der var folk fra gaden og folk, der har mere end nok. Men i de her timer var alle disse mennesker samlet omkring det samme, og det var fantastisk at være en del af det.
Der hang et stort skilt i salen, hvorpå der stod: ALEGRENSE! (Rejoice!). Og det gjorde folk. Da der var nadver rejste alle sig op; tiggere, gamle, unge, hvide og alle stillede sig i kø til én efter én at gå op til brødet og vinen og tage del i det, vi var samlet om. Det var stort.

Selvom jeg nyder dagene her i Antigua, alle de nye indtryk og sproget, kan jeg også føle mig frustreret og udfordret ved at være her. I dag, da vi sammen med vores ene lærer, Kenni, var på det store marked, fangede jeg mig selv i at kigge væk, når vi mødte fattigdom, jeg ikke kunne kigge på. Der er så mange fattige mennesker her. Folk der knap kan gå, folk uden tænder, uden penge, uden noget. Der er en skopudser, der fast sidder uden for vores vindue hver eneste dag. Det er hans liv. Det er svært at være et så hjælpeløst vidne til det.

Det fascinerende ved alt dette er, at der bare er så meget glæde i gaden på samme tid. I går da jeg sad i parken og nød det dejlige vejr, blev der spillet "Jingle Bells" på xylofoner, fløjter og hvad de intrumenter ellers hedder, og folk snakkede, grinede, dansede og nød nuet.

Der sker så mange ting her, som er så anderledes. I går aftes, da Louise og jeg kom ud fra en restaurant, var gaden vi bor på fyldt med kutteklædte mænd, kvinder i sorte kjoler og børn klædt i hvide dragter. Der helt specielle var, at der var helt stille. Da vi ikke kunne komme ind til vores værelse, stillede vi op som tilskuere og ventede spændt på, hvad der skulle ske. Pludselig begyndte de forklædte mennesker at "messe" forskellige sætninger, mens de bevægede sig fremad. Mens optoget passerede os, kom der et helt orkester, der bestod af kæmpe blæseintrumenter, KÆMPE trommer og intrumenter jeg ikke kender navnene på. Til sidst kom en flok både mænd og kvinder, bærende på en slags stor vogn uden hjul. På denne lysende "vogn" var der figurer, der illustrerede Golgata, Jesus i graven og Jomfru Maria. Jeg havde desværre ikke mit kamera med mig, men nåede at få et billede af bagsiden af vognen, da vi kom indenfor. Det var åbenbart et katolisk optog, men vi har endnu ikke fundet nogen, der kendte formålet. Det var virkelig specielt. Og en smule uhyggeligt:)

Vi har lige fået at vide, at vi skal skifte familie i morgen, fordi vores værtinde her er syg. Vi skal ned og danse salsa nu (det i sig selv er ret spændende;) og derefter skal vi så hjem og pakke alt rodet, så vi kan rykke hos i morgen klokken 12. Som vores lærer sagde: Så bliver vi endnu en oplevelse rigere.

Alt i alt så har jeg det rigtig godt, og det spanske går fremad.. Jeg er rigtig taknemmelig for alt det, jeg oplever og spændt på, hvad der venter os....

Tak for forbøn og opbakning.

Adios:)