Når regnen regner.

Jeg er simpelthen så glad lige nu. Jeg har lige taget et bad og fået noget tørt tøj på efter en eftermiddag i Cancha'en (en indhegnet fodboldbane af cement). Efter frokost tog jeg 12 mediumdrenge over i Cancha'en for at spille fodbold, og efter en halv time begyndte regnen at sile ned (noget der ikke sker særlig ofte på den her tid af året). Da fodboldbanen er lavet af cement, var banen pludselig glat som is, og vi skøjtede rundt alle sammen. Men vi fortsatte med at spille i 2 timer, og jeg ville ønske at jeg kunne demonstrere drengenes glæde for jer på billeder. De smed alle sammen skoene, faldt oven i hinanden og skøjtede mere rundt end de spillede fodbold, og jeg har endnu ikke grint så meget, som jeg gjorde den her eftermiddag. Da vi gik tilbage til gården var alle fuldstændig gennemblødte, men de grinte og snakkede og snakkede om, hvor sjovt vi havde haft det... Jeg er imponeret over hvor meget de her børn kan fylde mig med glæde! Alle de smil og grin, jeg har set i de her timer, vil jeg gemme indeni.

Til volontørmødet for nogle dage siden fik vi af vide, at vi fra nu af vil blive sat på et bestemt hus, som vi skal bruge størstedelen af vores tid sammen med. For os piger betød det enten toddlerhuset (0-4 år), de små piger, mediumpigerne eller de store piger. Husene er meget forskellige og kræver meget forskellige ting af en, så jeg var utrolig spændt på, hvad jeg blev sat på. Vi fik at vide, at både mig og Louise er blevet sat på mediumpigernes hus, hvilket betyder, at det er de piger, vi skal have morgencirkel med (sang og andagt kl 7, efter jeg har gået med medicin til drengene), spise med i løbet af dagen og lave så mange aktiviteter for, som vi kan. Jeg er rigtig spændt på og glad for at blive sat på det her hus og glæder mig til at jeg kan få et fodboldhold op at stå for de her piger. Selvom de ikke altid er helt lige så nemme at have med at gøre som drengene ;) , så nyder jeg at være sammen med dem og er ikke i tvivl om, at jeg vil lære utrolig meget af det!

Louise og jeg har lige været i Tegucigalpa og overnatte for at forny vores visum, og jeg vil egentlig bare lige nævne det for at fortælle, hvor meget Gud bærer os igennem alle de ting vi skal, og hvor meget jeg føler hans nærvær, når vi bevæger os ud på usikker grund. Som jeg har skrevet, betragter jeg ham lidt som en tourguide, der ikke altid rigtig informerer mig om, hvad der skal ske, men har alting planlagt og tilrettelagt ned til mindste detalje. Selvom vi ikke selv vidste, hvor hverken immigrationskontoret eller det hotel, vi skulle overnatte på, lå henne, formåede taxichaufførerne at finde det, og hvis jeg ikke tager meget fejl, havde han også plantet en af sine engle på kontoret for at hjælpe os med det hele. Da visumet var i orden, spurgte hun om vi ikke kunne blive venner på facebook, så hun kunne høre mere om, hvordan det gik os. Man må sige han sørger for os.. Selv mens vi kørte afsted i fuld fart i "chicken-bussen" henad de ødelagte veje mod tegus, følte jeg, at Gud fyldte mig med en ro og en sikkerhed omkring, at han var lige ved mig og havde alting under kontrol.

Vores internet er desværre blevet lukket her på Emmanuel, så fremover vil min adgang til internettet være ret begrænset, men I skal alle sammen være velkomne til at ringe til min honduranske tlf på nummeret +504 97 80 11 75.


Jeg vil lige slutte med et opmuntrende billede, der blev givet i et vidnesbyrd i sidste uge. Lydia (Mammi) fortalte om, hvordan hun var kommet til at tænke på, hvor mørk nattehimlen uden stjerner ville være. Men med stjernerne er det et utrolig smukt syn. Og jo flere stjerner der er, jo smukkere er det.
Der er en så stor mening med vores tilstedeværelse her i "mørket", og jo mere vi lyser jo smukkere er det.