Hvad ville du gøre, hvis du havde en dag tilbage?

Jeg tror, jeg ville.... Det har faktisk været en rigtig underlig dag i dag. Vi har gået rundt i gaderne, fra farmacia til banken, til supermercado, til vaskeriet osv. Alt sammen for sidste gang. Vi har sagt farvel til vores fantastiske to lærerinder og de forskellige mennesker, vi har lært en smule at kende i løbet af de sidste tre uger. Selv vores ven fra gaden, der af en eller anden grund, uden nogensinde at have gået i skole, kan tale (meget gebrokkent) dansk, fransk, tysk, engelsk, selv en smule svensk (og vidst 4 sætninger på kinesisk... og russisk), har vi haft en sidste samtale med i dag. Hvor er det underligt. De to kærlige og ekstremt varme kvinder, der har undervist os i løbet af de uger, vi har været her, var faktisk rigtig svære at sige farvel til. Hvor er jeg kommet til at holde af dem og deres fantastiske smil og inspirerende personligheder. Dem kommer jeg til at savne.
Men nu er der altså 6 timer til vi rejser afsted ud i nattens mulm og mørke, i stor tiltro til at Gud vil bevare os på den tur, der ligger foran os. Men inden jeg sætter sidste punktum for Antigua, vil jeg fortælle lidt om, hvordan det går, når Sarah er alene ude på eventyr....
　
Om det var "Mono Loco" (en fantastisk restaurant, der laver de lækreste nachos) eller bare ren og skær sygdom, har Louise måtte ligge sig syg i de sidste tre dage. "Gracias a Dios" (det mest brugte udtryk i Guatemala) er hun blevet frisk igen til den lange rejse. Men, det har altså betydet, at jeg har måtte ligge frygten lidt på hylden og bevæge mig ud på nye territorier på egen fod... og det har ikke gået stille for sig. Da jeg den ene aften skulle ud og finde mig noget aftensmad, fik jeg selskab af en lille gut, der ikke havde tænkt sig at give op, for jeg havde givet ham, hvad jeg havde på mig. Der er utrolig mange børn som ham rundt i gaderne, og de vil allesammen gøre, hvad de kan, for at få fat i nogle sedler. Efter ti minutter med ham i hælene, og i lommerne, stoppede jeg op og fik fortalt ham, at nu var det slut. Noget jeg normalt ikke er specielt god til. Men noget der simpelthen er nødvendigt herovre, når der er så mange mennesker, der ud af desperation, vil gå langt for at få hostet noget op af dine lommer.
Det mærkede jeg igen på egen krop, da jeg søndag aften var nede på det store marked, på udkig efter nogle specifikke dvd'er. Prisen på filmene er absurd lav, og det siger sig selv, at det hele nok ikke er i lige god kvalitet. Men jeg ender i hvert fald et stykke inde på markedet hos to unge fyre, der meget ivrigt hjælper mig med at finde de film, jeg søger (på trods af, at jeg ikke kunne titlerne på spansk, og at titlerne på engelsk ikke sagde dem et kuk). Utrolig nok ender de med at finde de film, jeg leder efter, efter at jeg har givet dem nogle sikkert ret underholdende resuméer på spansk. Først da jeg står med alle filmene i hånden, og beder om at se en af dem på den dvdafspiller, de har stående, forsvinder smilet fra deres ansigter. Jeg må give de to drenge nogle credit, for de gjorde i hvert fald, hvad de kunne. Men da jeg bad dem om at vise den film, jeg lige havde bedt om at se, og ikke den anden film de havde puttet i i stedet, viste sig at den på ingen måde fungerede. Heller ikke den næste jeg gav dem, eller den næste igen. På trods af deres gode service måtte jeg forlade deres lille butik uden mine film, men med endnu en oplevelse på bagen.

Til sidst inden jeg lukker ned, må jeg fortælle om min dag i Guate (som er deres slang-udtryk for Guatemala City). Min ene lærer havde inviteret os derind til frokost med hendes familie, men da Louise lå i sengen, var det bare mig... og familien. En ting, jeg har lært under mit ophold, er, at man ikke skal regne med noget herovre, før det er sket. Og sådan er det bare. Hvor har der været mange planer, tidspunkter og aftaler, der ikke er blevet til noget i sidste ende. Og sådan var det også denne morgen. Jeg stod op og var klar 9.30 til at tage bussen til hovedstaden, men min lærer dukkede ikke op. Jeg prøvede at ringe og spørge efter hende rundt omkring, men ingen lyd fra hende. Klokken 10.30 får jeg fat i hendes søn, der fortæller at han kommer og henter mig i sin bil. Jeg fik egentlig ikke helt forklaret hvorfor, men hvad gør det. Jeg ankom i hvert fald til Guatemala City, og blev præsenteret for hele familien. Eller det vil sige, jeg fik ikke noget egentligt overblik over, hvor mange der var, og hvordan de hang sammen. Rundt om hvert hjørne dukkede nye ansigter op, og jeg måtte bare opgive at få det store overblik over forsamlingen. En ting er sikker, det var en utrolig dejlig tid, jeg havde sammen med den store og varme familie. Jeg fik kys på kinden, blev strøget over håret, krammet og udspurgt på kryds og tværs, på alle sprog de lige kunne komme i tanke om. Der var konstant larm, grin og snak og samtidig med, at jeg sad og følte mig lidt fremmed, nød jeg at kunne få lov til at være i selskab med en stor og glad familie. Vi kom desværre ikke i kirke den dag, fordi klokken pludselig var for mange, men det overraskede mig ikke:) Da maden kom ind på bordet i en kæmpe gryde, sad den ene onkel og byggede pyramide af skålene, sammen med to af drengene, samtidig med at svigersønnen prøvede at finde ud af, hvem der manglede skeer, og farmoren rakte hånden i vejret. Kun da der blev bedt bordbøn var alle helt stille og derefter brød larmen løs igen. Måltidet blev nydt med hillsong i baggrunden og legende børn under bordet og på skødet. Og under desserten samlede alle sig rundt om bordet, og så var der gæt og grimasser. Det stod på i flere timer, med få afbrydelser da bedstefar fx pludselig skulle ud på gulvet og lave en sketch, eller da de alle sammen pludselig ville have mig ud på gulvet og danse salsa. Da jeg kom hjem til Antigua og lagde mig på sengen, kørte det hele rundt for mig. Jeg var helt udkørt, men samtidig fyldt med glæde over al den varme og kærlighed de havde vist mig. Jeg fik mange lange kram, da jeg tog afsted, og hver og en fik ønsket Guds velsignelse over os og vores rejse. Jeg har svært ved at forestille mig, at jeg på nogen måde kan glemme min dag i Guate.

Det var så min sidste tid i Antigua. Det er med en smule nervøsitet at jeg nu lyner tasken og slukker lyset, og venter på at Louises alarm ringer 2.45. Jeg har lige genlæst et vers, jeg blev mindet om her den anden dag, og det vil jeg dele med jer, inden jeg endnu engang folder hændere og snakker lidt med min "tour guide"...

"Jeg har jo indsat dig; vær modig og stærk! Nær ikke rædsel, og lad dig ikke skræmme, for Herren din Gud er med dig overalt, hvor du går." Jos 1:9.