... er titlen på en lille bog af Charles R. Swindoll, som jeg købte i går for blot 35 Q i en lille butik gemt på en af sidegaderne her i Antigua. Blandt de mange små citater og opmuntrende ord, står der: "Every journey is accomplished one step at at time." Jeg tror, det vil blive et slags motto for mig på denne tur. Det bliver et halvt år fyldt med glæde, savn, berigende oplevelser og udfordringer, og jeg må simpelthen bare tage det hele med - et skridt af gangen.
Vi har nu blot en uges undervisning tilbage og på trods af alt det, jeg har lært indtil videre, snakker jeg desværre ikke flydende spansk endnu. Det kan være, det hjælper lidt på det hele, når jeg får lært datid i morgen:) Det er dog rigtig rart at mærke, hvordan mit ordforråd langsomt begynder at få samlet sig til sætninger og endda noget, man kan kalde samtaler. Men der er lang vej endnu. Så sent som i dag kom jeg til at forveksle et uregelmæssigt verbum med et ord, der vidst kun bruges om noget, der foregår på toilettet. Man kan vel ikke ramme plet hver gang;)
Nu er vores billetter til Honduras også på plads. Vi var i dag længere nede ad gaden hos "Hedman Alas" og bestille billetterne til Tegucigalpa, kun med en smule besvær, da hans computer ikke var helt samarbejdsvillig. Da computeren blev genstartet fik vi printet billetterne, der viser, at vi bliver hentet kl. 3.15 om morgenen onsdag d 24. november. For de 477 quetzales kan vi så se frem til en ca 14 timer lang bustur, og så skulle vi være fremme i hovedstaden. Dagen efter går turen videre til børnehjemmet, men det tager vi til den tid:) Al forbøn omkring denne tur til Honduras er utrolig velkommen. Jeg sætter stor pris på det! Og som min lille 35 quetzales bog mindede mig om, står der i salme 31.14-15: I trust in you, o Lord.... My times are in Your hands. Det gør jeg.
Jeg må hellere, for god ordens skyld, fortælle, at vi faktisk ikke er flyttet alligevel. Da taskerne var pakket og spændt på ryggen, fik vi tilbuddet om at blive her, på trods af at vores værtinde ikke kunne holde os med selvskab. Og, som min søster nævnte inden jeg tog afsted, så søger vi mennesker tryghed, hvorend vi er. Så vi valgte at blive her, hvor der både er mere sikkert, og vi så småt var begyndt at føle os "hjemme". Sådan fungerer man altså også på den anden side af kloden:) Jeg har det i hvert fald rigtig godt her og er utrolig glad for vores to lærerinder. Det var også endnu en fantastisk oplevelse at være i Iglesia del Camino igen i går og suge til sig af den glæde og gejst der fylder rummet. Emnet var "tilgivelse" og på trods af, at det denne gang var en spansk tale, der blev oversat til engelsk, kom budskabet klart ud, og det var en rigtig dejlig tid, midt i vores kamp om at lære spansk i et utrolig fremmed land.
Det er ikke nemt at være afsted, men jeg er ikke i tvivl om, at jeg er et rigtig godt sted, og der venter mig noget helt specielt. Så på trods af, at jeg ikke altid helt forstår, hvad der foregår omkring mig, at jeg pt sidder og lugter af en olie en ivrig sælger har svøbt min højre arm i, og at jeg pludselig snakker om toiletbesøg midt i bøjningen af de spanske verber, så må jeg følge med, fatte mod og tage hver dag, et skridt af gangen.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar