Final destination...

Det går op for mig, mens jeg sidder her i min overkøje og lytter til cikaderne uden for, at jeg ikke ved, hvordan i alverden jeg skal beskrive de sidste par uger. Men jeg må hellere huske mit motto og tage det et skridt af gangen:) Så. Først til rejsen:

Louise beskrev det faktisk meget godt, da vi gik ind af porten til Emmanuel slæbende på al vores bagage (i god behold): "Okay. Der er en Gud!" Man siger jo noget med, at tak er et fattigt ord, men det er desværre, hvad jeg kan gøre lige nu. TAK for forbøn og til alle jer der har tænkt på os!! Når jeg tænker tilbage på turen nu, er det endnu tydeligere for mig, hvordan Gud bevarede os gennem hvert skridt på vores vej.
Vi blev kørt fra Antigua til hovedstaden som planlagt kl 3.15, og efter to busskift og et stop ved grænsen ankom vi til Tegucigalpa omkring kl. halv 8 om aftenen. Bussen kunne dog ikke køre til vores hotel, og vi endte derfor med at skulle tage en taxi. Taxichaufføren vidste sig dog at være meget venlig og tilbød at komme og hente os næste morgen og tage os til busterminalen. Busterminalen (som vi blev enige om lignede et marked) var et kapitel for sig, og da vi blev sat af der, sad mit hjerte en del tættere på halsen, end det plejer. Vi havde fået at vide, at denne bus til Guaimaca kørte enten 1 gang i timen eller hver anden time, så vi havde simpelthen bare valgt et tilfældigt tidspunkt at dukke op på. Det viste sig dog, da vi fik vores små billetter stukket i hånden, at bussen gik blot 5 minutter efter, og vi kunne derfor stille os direkte ud i køen og træde ind i bussen kort tid efter. Tak Gud for det. Vi har senere fundet ud af, at denne bus går under navnet "chicken-bussen", og at de fleste volontører har lejet en privatbus for at undgå den, men det var nok fint, at vi ikke vidste det på det tidspunkt. Det var faktisk kun pga. at Louise kom til at sidde ved siden af en honduraner, der kunne ualmindelig godt engelsk, at vi kunne stå af bussen på det rigtige tidspunkt efter 2 timers kørsel. Jeg prøvede at spørge en mand (på spansk), hvornår vi skulle stå af, men da jeg fik svaret "2", måtte jeg indse, at mit ordvalg nok ikke var helt korrekt;) Men med hjælp fra oven, kunne vi endelig stå ind i en taxi og sige, at vi skulle til Emmanuel. Og det kom vi. Svedige og udmattede ankom vi til porten, og kort tid efter gik vi afsted op gennem området mod vores nye hjem...

Nu bliver det svært. Der er sket så mange ting, og jeg er fyldt op med indtryk og forskellige følelser, som jeg har svært ved at beskrive, hvilket er grunden til, at det har taget så lang tid, før jeg har fået skrevet herinde. Fra vi trådte ind på området, blev vi mødt med så meget kærlighed og glæde, og børnene har taget imod os med mere end åbne arme. Jeg tror, at jeg vil holde mig lidt til "the facts", da det andet kan blive alt for rodet og følelsesladet. Så. Vi er i øjeblikket 16 piger i volontørhuseet. 6 piger fra Danmark og resten kommer fra forskellige steder i USA. Vi kommer dog til at lappe lidt over de forskellige hold, da alle pigerne her rejser i løbet af december og januar, og så kommer der et nyt hold efter det. Men jeg glæder mig over, at vi for lov til at holde jul med alle disse glade og dejlige piger, for ikke at glemme alle børnene. Det skal nok blive en oplevelse, jeg sent vil glemme:)

Så kan jeg fortælle lidt om, hvad jeg har lavet siden, jeg kom til Emmanuel. Meget af tiden er faktisk gået med at lære stedet og børnene at kende. Jeg har brugt meget tid sammen med de små og mediumdrengene, der har gård ved siden af volontørhuset. De er utrolig dejlige at være sammen med, og så længe man har en fodbold med sig, kan man komme langt uden at skulle rode sig ud i for meget spansk volapyk. Derudover har jeg været et par dage sammen med de helt små, der bliver kaldt "toddlerne", og derved allerede fået rykket mine grænser en smule;) Udover at vi skal have nogle aftenvagter i toddlerhuset, synge med i koret og have et par timer om dagen i klinikken, hvor man passer dem, der bliver nødt til at overnatte der af forskellige årsager, har vi fået den opgave at tage os af de søskendegrupper, der er på Emmanuel. Det betyder, at vi skal samle de forskellige grupper og lave en eller anden aktivitet med dem. Det kunne fx være at tage dem en tur til farmen, til butikken, hen til det kreative hus osv. I det store hele handler det om at samle dem og give dem mulighed for at bruge tid sammen, hvor det bare er dem. Vi har haft 2 grupper ude, og det har været nogle rigtig gode og tankevækkende oplevelser. Men samtidig noget jeg håber, at jeg vil blive bedre til, når sprogbarrieren bliver mindre og jeg føler mig tryg omkring, hvad jeg kan snakke med dem om. I dag har jeg fået skrevet alle grupperne ned, og så er meningen at vi skal tage et billede af søskendegruppen, når vi er sammen med dem, og derved forhåbentlig ende med at alle søskendegrupperne (lige nu har vi skrevet 95 ned...) står i søskendebogen med et billede til. Et projekt som jeg er rigtig spændt på og glad for at få lov til at være med til!

Hvis jeg skal blive en smule sentimental, så kan jeg til sidst fortælle om oplevelsen af at være med i kirke søndag morgen. Det er noget, jeg ville ønske, at I alle sammen ville kunne opleve! Lovsangen tog benene fuldstændig væk under mig... De første par sange til gudstjenesten var på engelsk, men da den første spanske sang kom, blev jeg på en måde både overrasket og ekstremt overvældet af kraften i børnenes stemmer. Jeg stod pludselig med øjne fyldt med tårer, mens jeg bare lyttede til deres sang og så deres løftede hænder. Et rigtig specielt øjeblik.

Jeg kan forsikre jer om, at her er helt fantastisk, og jeg glæder mig virkelig meget til, at jeg falder rigtig til og lærer børnene at kende. De giver mig allerede utrolig meget glæde, og som jeg sidder her og kigger på det knyttede armbånd om mit håndled og det trebenede næsehorn (som jeg har fået af en 6 årig charmetrold, der insisterede...) på mit natbord, kan jeg ikke lade være med at smile og takke Gud for, at jeg får lov til at opleve det her.
　

Jeg savner jer alle sammen og håber I har det rigtig godt i det kolde nord!
Glædelig 2. søndag i advent:)