Jeg er simpelthen så glad lige nu. Jeg har lige taget et bad og fået noget tørt tøj på efter en eftermiddag i Cancha'en (en indhegnet fodboldbane af cement). Efter frokost tog jeg 12 mediumdrenge over i Cancha'en for at spille fodbold, og efter en halv time begyndte regnen at sile ned (noget der ikke sker særlig ofte på den her tid af året). Da fodboldbanen er lavet af cement, var banen pludselig glat som is, og vi skøjtede rundt alle sammen. Men vi fortsatte med at spille i 2 timer, og jeg ville ønske at jeg kunne demonstrere drengenes glæde for jer på billeder. De smed alle sammen skoene, faldt oven i hinanden og skøjtede mere rundt end de spillede fodbold, og jeg har endnu ikke grint så meget, som jeg gjorde den her eftermiddag. Da vi gik tilbage til gården var alle fuldstændig gennemblødte, men de grinte og snakkede og snakkede om, hvor sjovt vi havde haft det... Jeg er imponeret over hvor meget de her børn kan fylde mig med glæde! Alle de smil og grin, jeg har set i de her timer, vil jeg gemme indeni.
Til volontørmødet for nogle dage siden fik vi af vide, at vi fra nu af vil blive sat på et bestemt hus, som vi skal bruge størstedelen af vores tid sammen med. For os piger betød det enten toddlerhuset (0-4 år), de små piger, mediumpigerne eller de store piger. Husene er meget forskellige og kræver meget forskellige ting af en, så jeg var utrolig spændt på, hvad jeg blev sat på. Vi fik at vide, at både mig og Louise er blevet sat på mediumpigernes hus, hvilket betyder, at det er de piger, vi skal have morgencirkel med (sang og andagt kl 7, efter jeg har gået med medicin til drengene), spise med i løbet af dagen og lave så mange aktiviteter for, som vi kan. Jeg er rigtig spændt på og glad for at blive sat på det her hus og glæder mig til at jeg kan få et fodboldhold op at stå for de her piger. Selvom de ikke altid er helt lige så nemme at have med at gøre som drengene ;) , så nyder jeg at være sammen med dem og er ikke i tvivl om, at jeg vil lære utrolig meget af det!
Louise og jeg har lige været i Tegucigalpa og overnatte for at forny vores visum, og jeg vil egentlig bare lige nævne det for at fortælle, hvor meget Gud bærer os igennem alle de ting vi skal, og hvor meget jeg føler hans nærvær, når vi bevæger os ud på usikker grund. Som jeg har skrevet, betragter jeg ham lidt som en tourguide, der ikke altid rigtig informerer mig om, hvad der skal ske, men har alting planlagt og tilrettelagt ned til mindste detalje. Selvom vi ikke selv vidste, hvor hverken immigrationskontoret eller det hotel, vi skulle overnatte på, lå henne, formåede taxichaufførerne at finde det, og hvis jeg ikke tager meget fejl, havde han også plantet en af sine engle på kontoret for at hjælpe os med det hele. Da visumet var i orden, spurgte hun om vi ikke kunne blive venner på facebook, så hun kunne høre mere om, hvordan det gik os. Man må sige han sørger for os.. Selv mens vi kørte afsted i fuld fart i "chicken-bussen" henad de ødelagte veje mod tegus, følte jeg, at Gud fyldte mig med en ro og en sikkerhed omkring, at han var lige ved mig og havde alting under kontrol.
Vores internet er desværre blevet lukket her på Emmanuel, så fremover vil min adgang til internettet være ret begrænset, men I skal alle sammen være velkomne til at ringe til min honduranske tlf på nummeret +504 97 80 11 75.
Jeg vil lige slutte med et opmuntrende billede, der blev givet i et vidnesbyrd i sidste uge. Lydia (Mammi) fortalte om, hvordan hun var kommet til at tænke på, hvor mørk nattehimlen uden stjerner ville være. Men med stjernerne er det et utrolig smukt syn. Og jo flere stjerner der er, jo smukkere er det.
Der er en så stor mening med vores tilstedeværelse her i "mørket", og jo mere vi lyser jo smukkere er det.
lørdag den 22. januar 2011
torsdag den 13. januar 2011
Intet nyt er godt nyt...
...havde jeg tænkt mig at skrive som overskrift til det her indlæg. Som I kan se, valgte jeg faktisk også at gøre det;) For på trods af at de sidste dage har været lidt hårde, har jeg det nemlig rigtig godt! Der er sket så mange ting, siden sidst jeg skrev, og jeg vil prøve at få nogle af dem skrevet ned nu, så godt jeg kan.
Jeg kan måske starte med at sige: Glædelig jul og godt nytår:) Det har det i hvert fald været for mig. Det har måske ikke været så meget "jul", men det har været utrolig glædeligt. Dagene op til jul tilbragte vi (volontørerne på Emmanuel) i kirken, hvor vi fordelte alle gaverne ud på bænkene i kirken for at sikre os, at hvert barn havde mindst 2 gaver. Her må man sige, at "God provided". Et udtryk, jeg har hørt mange gange, siden jeg tog afsted. Mange af børnene havde mere end 2 gaver, som var sendt fra sponsorer og andre folk, der har tilknytning til Emmanuel, og flere forskellige kirker havde sendt containerer fyldt med gaver uden navn, til de børn der endnu ikke har sponsorere. Det betød, at vi kunne lægge alle gaverne tilbage under det kæmpe juletræ, det stod pyntet i kirken, forsikrede om, at ingen børn, selv ikke de helt nye, ville sidde uden gaver juleaften. Det var stort! Og ikke nok med, at der blev sørget for gaver, der kom også et team fra USA, der lavede julemiddag til hver og en, der befandt sig på Emmanuel den dag. Både børn, volontører, staff og besøgende samledes udenfor, før vi gik i kirken, og spiste sammen. Tænk at det kan lade sig gøre.
Da alle så var sat godt til rette i kirken, begyndte volontørerne at dele gaverne ud. Efter to timer kunne vi tørre sveden af panden og se ud over næsten 500 børn med gaver foran sig. Derefter talte "Pappi" ned fra 3 og så måtte børnene åbne deres gaver. Gavepapir fløj rundt i kirkesalen, og jeg kunne ikke lade være med at smile. Et helt særligt øjeblik:)
Når jeg sidder her og tænker på alle de ting, der er sket indtil videre, føler jeg, at jeg har været væk i utrolig lang tid, men samtidig flyver dagene bare afsted. En af de ting, der er sket i løbet af de seneste par uger, er, at jeg har fået som fast opgave at gå med medicin til drengene hver morgen 6.30 og hver "aften" (de spiser aftensmad kl halv 4). Det er en utrolig dejlig måde at starte og "slutte" dagen på! Der er bare noget ved de her børn, der gør, at jeg står glad op om morgenen og glæder mig til at se, hvad dagen byder på. Når jeg kigger rundt her i værelset og ser alle de forskellige tegninger og hilsner jeg har fået, kan jeg ikke andet end at smile. Deres hjerter er bare så gode og når jeg får kommentarer som fx en lille 6-årig gut sagde til mig i dag: "hey Sarah, du er min ven for altid", så får jeg lyst til aldrig at forlade det her sted.
Nu kommer så den oplevelse, der næsten fik mig til at ændre overskrift. De sidste par dage har jeg nemlig været rigtig syg. Det er desværre svært at undgå hernede. Natten til tirsdag (som jeg skulle tilbringe i klinikken) gik det bare helt galt for mine ører, og jeg fik ikke lukket et øje. Tirsdag morgen kom der pludselig blod ud af det ene øre, og det betød, at jeg fik lov til at opleve hospitalet i Guiamaca. Jeg var sammen med en anden volontør, der står for klinikken her på Emmanuel og så en lille 2 årig pige med bronkitis og en 13 årig dreng med en hævet nakkemuskel. I de tre timer vi tilbragte der, blev jeg igen mindet om livet udenfor Emmanuel. Jeg blev mindet om, hvor børnene kommer fra og hvilke vilkår mange har levet under. Og selvom det var hårdt at se, hvordan forældrene var over for deres børn, og på trods af alt den gråd, der var omkring mig, satte jeg pris på at jeg fik den oplevelse med, og jeg følte, at jeg blev mindet om, at jeg er det rigtige sted.
Så vidt jeg kunne forstå ud fra de spanske lægetermer, så har jeg fået en slem infektion i begge ører, værst i det ene, og har derfor fået en masse medicin, som jeg skal tage i den kommende uge. Så jeg skal nok overleve:)
Jeg vil prøve at skrive oftere fremover og måske lidt mere konkret, så I kan få et større indblik i, hvad der foregår omkring os i dagligdagen. Men indtil videre er intet nyt i hvert fald godt nyt. Jeg føler mig fyldt med glæde og livsbekræftende oplevelser. Hver dag. Som en, der lige har været på besøg på Emmanuel, skrev til mig: Jeg har det bedste job, man kunne tænke sig, flere måneder endnu.." :)
Jeg ville ønske, at jeg kunne sætte billeder her ind på bloggen, men det virker desværre ikke. Så hvis nogen af jer kunne tænke jer nogle billeder, så må I bare sende mig en mail, så sender jeg lidt farverigt tilbage:)
Jeg savner jer allesammen meget, og har specielt savnet jer her i julen, og sætter utrolig stor pris på jeres tanker og bønner. TAK!
Jeg kan måske starte med at sige: Glædelig jul og godt nytår:) Det har det i hvert fald været for mig. Det har måske ikke været så meget "jul", men det har været utrolig glædeligt. Dagene op til jul tilbragte vi (volontørerne på Emmanuel) i kirken, hvor vi fordelte alle gaverne ud på bænkene i kirken for at sikre os, at hvert barn havde mindst 2 gaver. Her må man sige, at "God provided". Et udtryk, jeg har hørt mange gange, siden jeg tog afsted. Mange af børnene havde mere end 2 gaver, som var sendt fra sponsorer og andre folk, der har tilknytning til Emmanuel, og flere forskellige kirker havde sendt containerer fyldt med gaver uden navn, til de børn der endnu ikke har sponsorere. Det betød, at vi kunne lægge alle gaverne tilbage under det kæmpe juletræ, det stod pyntet i kirken, forsikrede om, at ingen børn, selv ikke de helt nye, ville sidde uden gaver juleaften. Det var stort! Og ikke nok med, at der blev sørget for gaver, der kom også et team fra USA, der lavede julemiddag til hver og en, der befandt sig på Emmanuel den dag. Både børn, volontører, staff og besøgende samledes udenfor, før vi gik i kirken, og spiste sammen. Tænk at det kan lade sig gøre.
Da alle så var sat godt til rette i kirken, begyndte volontørerne at dele gaverne ud. Efter to timer kunne vi tørre sveden af panden og se ud over næsten 500 børn med gaver foran sig. Derefter talte "Pappi" ned fra 3 og så måtte børnene åbne deres gaver. Gavepapir fløj rundt i kirkesalen, og jeg kunne ikke lade være med at smile. Et helt særligt øjeblik:)
Når jeg sidder her og tænker på alle de ting, der er sket indtil videre, føler jeg, at jeg har været væk i utrolig lang tid, men samtidig flyver dagene bare afsted. En af de ting, der er sket i løbet af de seneste par uger, er, at jeg har fået som fast opgave at gå med medicin til drengene hver morgen 6.30 og hver "aften" (de spiser aftensmad kl halv 4). Det er en utrolig dejlig måde at starte og "slutte" dagen på! Der er bare noget ved de her børn, der gør, at jeg står glad op om morgenen og glæder mig til at se, hvad dagen byder på. Når jeg kigger rundt her i værelset og ser alle de forskellige tegninger og hilsner jeg har fået, kan jeg ikke andet end at smile. Deres hjerter er bare så gode og når jeg får kommentarer som fx en lille 6-årig gut sagde til mig i dag: "hey Sarah, du er min ven for altid", så får jeg lyst til aldrig at forlade det her sted.
Nu kommer så den oplevelse, der næsten fik mig til at ændre overskrift. De sidste par dage har jeg nemlig været rigtig syg. Det er desværre svært at undgå hernede. Natten til tirsdag (som jeg skulle tilbringe i klinikken) gik det bare helt galt for mine ører, og jeg fik ikke lukket et øje. Tirsdag morgen kom der pludselig blod ud af det ene øre, og det betød, at jeg fik lov til at opleve hospitalet i Guiamaca. Jeg var sammen med en anden volontør, der står for klinikken her på Emmanuel og så en lille 2 årig pige med bronkitis og en 13 årig dreng med en hævet nakkemuskel. I de tre timer vi tilbragte der, blev jeg igen mindet om livet udenfor Emmanuel. Jeg blev mindet om, hvor børnene kommer fra og hvilke vilkår mange har levet under. Og selvom det var hårdt at se, hvordan forældrene var over for deres børn, og på trods af alt den gråd, der var omkring mig, satte jeg pris på at jeg fik den oplevelse med, og jeg følte, at jeg blev mindet om, at jeg er det rigtige sted.
Så vidt jeg kunne forstå ud fra de spanske lægetermer, så har jeg fået en slem infektion i begge ører, værst i det ene, og har derfor fået en masse medicin, som jeg skal tage i den kommende uge. Så jeg skal nok overleve:)
Jeg vil prøve at skrive oftere fremover og måske lidt mere konkret, så I kan få et større indblik i, hvad der foregår omkring os i dagligdagen. Men indtil videre er intet nyt i hvert fald godt nyt. Jeg føler mig fyldt med glæde og livsbekræftende oplevelser. Hver dag. Som en, der lige har været på besøg på Emmanuel, skrev til mig: Jeg har det bedste job, man kunne tænke sig, flere måneder endnu.." :)
Jeg ville ønske, at jeg kunne sætte billeder her ind på bloggen, men det virker desværre ikke. Så hvis nogen af jer kunne tænke jer nogle billeder, så må I bare sende mig en mail, så sender jeg lidt farverigt tilbage:)
Jeg savner jer allesammen meget, og har specielt savnet jer her i julen, og sætter utrolig stor pris på jeres tanker og bønner. TAK!
Abonner på:
Opslag (Atom)