Når vi går rundt i gaderne i Antigua eller sidder i parken betragter jeg det guatemalanske folk og prøver at fange kulturen på billeder. Det er som om, at de på en gang er utrolig glade, afslappede og samtidig desperate. Desperate efter at sælge, efter at finde kunder, efter at få mad. Jeg kan føle mig helt frustreret over, hvor svært det er at beskrive, det jeg ser.
I går (søndag) gik vi efter morgenmaden mod Iglesia del Camino. Udefra ser man blot skiltet "Café Camino", men går man igennem det lokale, vil man finde legerum, toiletter, en masse forskellige små rum til kontor osv,, og til sidst en stor kirkesal, der indeholder stole, instrumenter, og langt mere end jeg havde forestillet mig. Det er svært at beskrive de timer, vi brugte i den sal. Der går omkring 200 mennesker i kirken. Mennesker, der er forskellige på så mange måder. Der var en del fra USA, der var folk fra Guatemala, der var folk fra gaden og folk, der har mere end nok. Men i de her timer var alle disse mennesker samlet omkring det samme, og det var fantastisk at være en del af det.
Der hang et stort skilt i salen, hvorpå der stod: ALEGRENSE! (Rejoice!). Og det gjorde folk. Da der var nadver rejste alle sig op; tiggere, gamle, unge, hvide og alle stillede sig i kø til én efter én at gå op til brødet og vinen og tage del i det, vi var samlet om. Det var stort.
Selvom jeg nyder dagene her i Antigua, alle de nye indtryk og sproget, kan jeg også føle mig frustreret og udfordret ved at være her. I dag, da vi sammen med vores ene lærer, Kenni, var på det store marked, fangede jeg mig selv i at kigge væk, når vi mødte fattigdom, jeg ikke kunne kigge på. Der er så mange fattige mennesker her. Folk der knap kan gå, folk uden tænder, uden penge, uden noget. Der er en skopudser, der fast sidder uden for vores vindue hver eneste dag. Det er hans liv. Det er svært at være et så hjælpeløst vidne til det.
Det fascinerende ved alt dette er, at der bare er så meget glæde i gaden på samme tid. I går da jeg sad i parken og nød det dejlige vejr, blev der spillet "Jingle Bells" på xylofoner, fløjter og hvad de intrumenter ellers hedder, og folk snakkede, grinede, dansede og nød nuet.
Der sker så mange ting her, som er så anderledes. I går aftes, da Louise og jeg kom ud fra en restaurant, var gaden vi bor på fyldt med kutteklædte mænd, kvinder i sorte kjoler og børn klædt i hvide dragter. Der helt specielle var, at der var helt stille. Da vi ikke kunne komme ind til vores værelse, stillede vi op som tilskuere og ventede spændt på, hvad der skulle ske. Pludselig begyndte de forklædte mennesker at "messe" forskellige sætninger, mens de bevægede sig fremad. Mens optoget passerede os, kom der et helt orkester, der bestod af kæmpe blæseintrumenter, KÆMPE trommer og intrumenter jeg ikke kender navnene på. Til sidst kom en flok både mænd og kvinder, bærende på en slags stor vogn uden hjul. På denne lysende "vogn" var der figurer, der illustrerede Golgata, Jesus i graven og Jomfru Maria. Jeg havde desværre ikke mit kamera med mig, men nåede at få et billede af bagsiden af vognen, da vi kom indenfor. Det var åbenbart et katolisk optog, men vi har endnu ikke fundet nogen, der kendte formålet. Det var virkelig specielt. Og en smule uhyggeligt:)
Vi har lige fået at vide, at vi skal skifte familie i morgen, fordi vores værtinde her er syg. Vi skal ned og danse salsa nu (det i sig selv er ret spændende;) og derefter skal vi så hjem og pakke alt rodet, så vi kan rykke hos i morgen klokken 12. Som vores lærer sagde: Så bliver vi endnu en oplevelse rigere.
Alt i alt så har jeg det rigtig godt, og det spanske går fremad.. Jeg er rigtig taknemmelig for alt det, jeg oplever og spændt på, hvad der venter os....
Tak for forbøn og opbakning.
Adios:)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar